INAKTIVITET

Hvad er inaktivitet og hvordan påvirker det vores krop, sundhed, individet, befolkningen og de forskellige sygdomsgrupper?
I dette blogindlæg vil vi give vores svar på disse spørgsmål.

De vigtigste pointer
Inaktivitet nedsætter den fysiske kapacitet således, at kredsløbets funktion nedsættes, musklernes styrke, størrelse og udholdenhed reduceres, knoglernes og senernes robusthed mindskes og stofskiftets evne til at regulere hormoner og forbrænding falder.
Disse omstændigheder øger risikoen for tidlig død og flere leveår med en eller flere livsstilssygdomme.

Inaktive i tal**

  • I år 2000 var ca. 14 % af danske mænd og ca. 12 % af danske kvinder inaktive.
  • Hvert år er knap 4.500 dødsfald relateret til fysisk inaktivitet. Det svarer til 7-8 % af alle dødsfald i Danmark.
  • Fysisk inaktivitet er relateret til et tab i danskernes middellevetid på 9-10 måneder for både mænd og kvinder.
  • Fysisk inaktive dør i gennemsnit 5-6 år tidligere end fysisk aktive.
  • Fysisk inaktive kan forvente 8-10 flere leveår med sygdom end fysisk aktive.
  • Hvert år er 100.000 hospitalsindlæggelser relateret til fysisk inaktivitet.
  • Fysisk inaktivitet er hvert år relateret til 2,6 mio. ekstra kontakter til alment praktiserende læge.
  • Der er hvert år 3,1 mio. ekstra fraværsdage fra arbejdet relateret til fysisk inaktivitet.
  • Fysisk inaktivitet medfører et årligt merforbrug i sundhedsvæsenet på 3,109 mia. kr. Sundhedsvæsenet opnår en årlig besparelse pa 226 mio. kr. som følge af tidlig død og sparet fremtidigt forbrug. Sundhedsvæsenets årlige nettoomkostninger relateret til fysisk inaktivitet er således 2,883 mia. kr.

* Grundlaget for denne blog er baseret på Motions- og Ernøringsrådet rapport omkring fysisk inaktiviet. Keins. B et al. 2007 Fysisk inaktivitet – konsekvenser og sammenhæng. Motions- og Ernæringsrådet
** Juel K, Sørensen J, Brønnum-Hansen H. Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark (Udarbejdet for Sundhedsstyrelsen). København: Statens Institut for Folkesundhed (SIF); 2006.


Hvad er inaktivitet?

Inaktivitet kan forstås på flere forskellige måder og dette med god grund. Der er givet flere bud på, hvordan inaktivitet defineres, hvor forskellige større organisationer har givet hvert deres forslag.
World Health Organization (WHO) udgav i 2002 en definition, som anvendes bredt i beskrivelsen af inaktivitet. Her skriver de, at inaktivitet er “mindre end 2,5 times fysisk aktivitet af moderat intensitet om ugen” [1].
The Center for Disease Control and Prevention (CDC) i USA definerer fysisk inaktivitet på en lidt anden måde: “At udføre mindre end 10 minutters fysisk aktivitet ved moderat eller høj intensitet pr. uge totalt ved dagligdags aktiviteter (f.eks. husarbejde, transport, og fritidsaktiviteter)” [2].
I Danmark opererer man ikke ud fra en definition af inaktivitet men derimod, om man lever op til anbefalingerne om fysisk aktivitet. Her anbefaler sundhedsstyrelsen, at “alle voksne er fysisk aktive mindst 30 minutter af moderat intensitet dagligt, helst alle ugens dage. De 30 minutter kan opdeles i mindre perioder, f.eks. 15 minutter om morgenen og 15 minutter senere, eller 3 gange 10 minutter i løbet af dagen. De 30 minutters fysiske aktivitet kan indgå som en del af tilværelsen og i forbindelse med ens vanlige gøremål. Det kræver således ikke nødvendigvis, at man iklæder sig træningstøj eller tilmelder sig et fitnesscenter. Fysisk aktivitet er også at cykle eller gå til arbejde og supermarked, at tage trappen, at udføre havearbejde, at gøre rent, at lege med sine børn m.v.” [3].

Ud fra disse definitioner og anbefalinger kan det være svært at sætte en skillelinje for, hvornår man er inaktiv og, hvornår man er aktiv. Fælles for alle eksempler er, at det indebærer en eller flere former for aktivitet med et minimumskrav om intensitet og varighed.
Da WHO’s definition “mindre end 2,5 times fysisk aktivitet af moderat intensitet pr. uge” er i overensstemmelse med CDC’s definition og Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fysisk aktivitet, vælger vi derfor at tage udgangspunkt i denne, når vi i fremtiden skriver og taler om inaktivitet.

Det tyder på, at intensiteten har en vis betydning for det aktivitetsniveau man helst skal opnå i løbet af en uge. Her bliver der nævnt på tværs af organisationer, at den fysiske aktivitet skal være af “moderat intensitet“.
Det kan måske være svært for inaktive såvel som aktive personer at forstå, hvad moderat intensitet er. Spørgsmålet er derfor nærliggende: Hvordan defineres moderat intensitet?

Hvad er Moderat intensitet?

Sundhedsstyrelsen har defineret, at moderat intensitet “svarer til 40-59 % af den maksimale iltoptagelse, eller 40-59 % af pulsreserven (maxpuls – hvilepuls), eller 64-74 % af maxpuls eller 12-13 RPE (rate of percieved excertion, Borgskala) og er yderligere defineret som fysisk aktivitet hvor man bliver lettere forpustet men hvor samtale er mulig” [4].
Her gives der nogle konkrete retningslinjer til at forstå sin individuelle moderate intensitet. Hvis man kender sin egen maksimale iltoptagelse eller max- og hvilepuls og, hvis man kan måle pulsen under aktivitet, kan man nøjagtigt finde ud af, om de aktiviteter, man foretager sig, lever op til anbefalingerne om moderat intensitet.
Det er langt fra alle som har muligheden for at måle iltoptagelsen eller pulsen. Istedet kan man benytte sig af Borgskalaen [5], som er blevet valideret og har vist moderat til høj korrelation(sammenhæng) med pulsfrekvens, iltoptagelse og respirationsfrekvens under et givent arbejde [6]. Dog er der variationer på individniveau, som synes at være afhængig af køn, alder, individets fysiske form og selve aktiviteten.

Nu hvor inaktivitet og intensitet er blevet defineret er spørgsmålet: Hvordan påvirkes kroppen af inaktivitet?

Hvordan påvirkes kroppen af Inaktivitet?
For at svare på dette spørgsmål er det nødvendigt at kigge ind i forskningens verden. Der er mange overvejelser, man skal gøre sig især for forskere, som afdækker disse emner, men også som læser, der vil have indblik i området. Overvejelserne kredser omkring metodiske valg, så som valg af forsøgspersoner, intervention, varighed, målemetoder, statistik og resultaternes kliniske relevans mm.. Derfor er det nødvendigt at nævne nogle af de modeller og interventioner, der anvendes og, hvordan disse påvirker resultaterne og vores forståelse.

Nogle studier benytter sig af inaktivitetsinterventioner, hvor man har undersøgt musklernes, knoglernes, kredsløbets og stofskiftets reaktioner på sengeleje af flere dages eller ugers varighed. Ved sengeleje har kroppen en reduceret påvirkning af jordens tyngdefelt, idet kropsvægten ikke længere tynger rygsøjlen og benenes knogler. Samtidig mindskes aktiviteten i de muskler, der normalt anvendes i dagligdagens bevægelser og vægtbærende arbejde. Effekterne af sengeleje kan således være forårsaget dels af tyngdefeltets reduceret påvirkning på kroppen og dels af reduceret aktivitet [7].

Man har også undersøgt effekten af inaktivitet på enkelte ekstremiteters muskler og knogler, f.eks. ved at lægge en arm eller et ben i gips eller ved ophæng i slynge. I sådanne modeller kan store dele af kroppen holdes aktive på et normalt niveau og, effekterne berører således ikke det centrale kredsløb i særlig stort omfang [7].

I de ovennævnte modeller er inaktiviteten i hele kroppen eller det enkelte ben/arm ofte nær fuldstændig, hvilket f.eks. ikke er tilfældet hos personer, der har en fysisk inaktiv livsførelse. Derfor sætter effekterne af inaktiviteten også hurtigere ind ved brug af disse modeller end effekterne, man vil observere, hos personer med en fysisk inaktiv livsførelse. Det er netop disse hurtige og store effekter ved sengeleje og immobilisation, der gør modellerne velegnede til at studere mekanismerne bag inaktivitetens virkning på kroppen. Der findes dog også studier, hvor man har undersøgt fysisk inaktivitet ved at kigge på effekten af ophør af regelmæssig træning. I denne type undersøgelser ser man altså på mennesker, som har en aktiv livsførelse, hvor man har fjernet et struktureret træningsprogram helt eller delvist. Disse studier omtales ofte som de-træningsstudier [7].

I sidstnævnte model benytter man ofte monitorering af forsøgsdeltagernes aktivitetsniveau. Monitorering af det daglige aktivitetsniveau kan måles ved brug af bevægelsesregistrering (accelerometri), pulsmålinger, gps systemer eller en kombination. Disse modeller benyttes også til at undersøge befolkningens eller en bestemt befolkningsgruppes daglige aktivitet (eller mangel på samme) sammenholdt med fysiologiske karakteristika, som f.eks. kredsløb, muskler, knogler og stofskifte. Studier som disse er gode til at karakterisere omfanget af effekten af inaktiv livsførelse, men i mindre grad til at forklare mekanismerne bag inaktivitet[7].

Fysisk inaktivitet har en række negative effekter på kredsløb, muskler, knogler og stofskifte.

Kredsløbet

Illustration af lungerne (øverst), hjertet (midten), arterierne (røde blodårer) og venerne (blå blodårer)

I et review (et review er et videnskabeligt studie, som samler og sammenholder de mest emne-relevante videnskabelige studier) over en række studier med sengeleje af 1-4 ugers varighed fandt man, at VO2max (kroppens maximale iltoptagelse) faldt med 5-6 % pr. uge [8]. Effekten er den samme på tværs af alder og køn [8]. Studierne viser med stor entydighed, at faldet i kredsløbets kapacitet kan tilskrives forandringer i det centrale kredsløb. Man kan se, at hjertets maksimale slagvolumen (hvor meget blod hjertet maksimalt kan pumpe pr. slag) falder med omkring 29 % blot efter 3 ugers sengeleje [9]. I dette studie fandt man, at pulsfrekvensen steg en smule, men resultatet af dette medførte stadig et samlet tab af den maksimale minutvolumen (hjertes maksimale evne til at pumpe blod ud pr. minut) på omkring 26 % [9]. Tilsvarende fund ses også i hvile.
En væsentlig forklaring på, hvorfor hjertets pumpekapacitet formindskes så drastisk, findes i blodvolumen. Blodvolumen er den samlede mængde blod i kroppen på et givet tidspunkt. I takt med, man kan måle en reduktion i slagvolumen, kan man også måle et fald i den samlede blodvolumen. Slagvolumen falder fordi, fyldning af hjertet er reduceret grundet en reduktion i kroppens blodvolumen.
Dette fænomen har man undersøgt, hvor man har opretholdt plasmavolumen (plasma er den del af blod som består 95% af vand) hos personer i få ugers sengeleje. Personer med opretholdt plasmavolumen havde ikke reduceret slagvolumen [8]. Det er derfor sikkert at sige, at det akutte tab af kredsløbets kapacitet ikke skyldes tab af hjertets evne til at pumpe blodet rundt, men det skyldes nærmere tab af mængden af det blod, som skal pumpes rundt.
I et 3 ugers de-træningsstudie, hvor forsøgspersonerne stoppede regelmæssig udholdenhedstræning, fandt man, at VO2max reduceres med 7 % [10]. Interessant var det, at den arterie-venøse iltdifference (a-v ildiffernce), som er evnen til at optage ilt fra blodet til musklerne, ikke var påvirket. Dette betyder at forsøgspersonernes evne til at transportere ilt i kroppen blev reduceret, men musklernes evne til at optage den transporterede ilt var upåvirket efter 3 ugers inaktivitet. Efter 12 ugers træningsophør så man dog, at a-v iltdifferencen blev påvirket negativt [10].
Sammenfattet påvirker inaktivitet kredsløbet ved, at blodvolumen falder, hvilket medfører, at slagvolumen falder, og dermed falder kroppens samlede evne til at udføre vedvarende arbejde, såsom gang, løb, cykling mm.. Over tid vil kroppens evne til at transportere ilt fra blodet til musklerne også falde, hvilket yderligere reducerer kredsløbets og dermed kroppens kapacitet.

Musklerne

Der foregår hele tiden proteinnedbrydning og nydannelse af protein (proteinsyntese) i muskler. Når disse to processer er i balance (foregår med samme hastighed), vil der ikke forekomme ændringer i muskelmassen. Proteinsyntesen falder, når musklerne ikke bruges, som f.eks. under sengeleje [11]. På de enkelte muskler kan man observere reduceret muskelvolumen allerede efter 1-2 ugers sengeleje eller immobilisering [11,12]. I de store vægtbærende muskler i benet ses generelt et tab af muskelvolumen og tværsnitsareal på 2-3 % pr. uge over de første 4-6 ugers sengeleje [12].
I en undersøgelse af raske forsøgspersoner reduceres muskelmassen i underekstremiteterne i gennemsnit med 1,4 kg efter 28 dages sengeleje. Ved anvendelse af avancerede metoder (stabile isotoper), som blotlægger forskellige processer i musklerne, fandt man endvidere, at den negative proteinbalance under sengelejet udelukkende var på grund af en reduceret proteinsyntese (opbygning), mens proteinnedbrydningen var uændret [13].
Ved længere tids sengeleje falder tabet af muskelvolumen betydeligt. Således så man i et studie, at 1 måneds sengeleje medførte et tab på 10 % af muskelvolumen i benmuskulaturen, mens yderligere 2 måneders sengeleje “kun” medførte et ekstra tab i muskel-volumen på yderligere 8 % [14].

Der er stor variation mellem de enkelte muskler og graden af atrofi (reducering af muskelmasse). Dette skyldes valget af og variation i inaktivitetsmodellerne i de forskellige studier samt forskel i forudgående brug af de forskellige muskler. F.eks. atrofierer benmuskulaturen mere end armmuskulaturen i sengelejestudier, da den vægtbærende belastning fjernes fra benmuskulaturen under disse modeller, men ikke fra armmuskulaturen.

Muskelcellerne

En muskel består af en masse aflange celler, kaldet muskelfibre. Man ved fra adskillige studier, at det samlede tab af muskelmasse og areal, i høj grad skyldes reduktion i de enkelte muskelfibres tværsnitsareal snarere end af et tab af muskelfibre [15]. Der er mange faktorer, som påvirker den enkelte muskelfibers kontraktile og metaboliske egenskaber og dermed funktion. I muskelcellen kontrollerer proteinet myosin heavy chain (MHC) i princippet muskelfiberens kontraktile karakteristika. Derfor vil enhver ændring i MHC-profilen i muskelfiberen således have indflydelse på den enkelte muskelfibers såvel som hele musklens funktion. Muskelfibertype bestemmes derfor ud fra indholdet af MHC-isoformer. Der findes en langsom (type I) og flere hurtige (type IIa, IIb og IIx) MHC-isoformer. Langesomme muskelfibre er meget udholdende og kan tolerere let længevarende arbejde uden at blive udmattet, hvor hurtige muskelfibre kan generere mere kraft hurtigere, men de bliver hurtigere udmattede.
Hvis muskelfibrene skifter karakteristika og størrelse i forbindelse med inaktivitet har det vitale konsekvenser for muskelfunktionen. Det er vist i dyrestudier, at inaktivitet forårsager en fibertransformation fra type I (langsomme) til type II (hurtige). Det ser ud til, at transformationen også forekommer i mennesker, såfremt inaktiviteten er af tilstrækkelig omfang og varighed [15-18].
Det er således ikke kun musklernes størrelse, der forandrer sig, men også musklernes kontraktile og metaboliske evne i forbindelse med inaktivitet der forandrer sig.

Muskelfunktion

Når man vurderer musklernes funktionelle niveau kigger man på musklernes evne til at skabe bevægelse. Dette gøres ved at måle kraften, hastigheden og dermed effekten af en bevægelse.
Man ved fra adskillige studier, at musklernes evne til at udvikle kraft falder hurtigere og mere markant end muskelstørrelsen i forbindelse med inaktivitet. Et studie af Alken og kollegaer fra 2004 fandt man efter 3 måneders sengeleje en reduktion af den maksimale muskelkraft på 40-60 %, mens musklernes volumen kun var reduceret med 18-29 % [14]. I et 2 ugers benimmobiliserings studie fandt man, at lårmusklens størrelse faldt med 10%, dens maksimale kraft 20 % og dens maksimale effekt 25 % [19].
Vi kan med sikkerhed sige, at en del af muskelfunktions tabet skyldes atrofi(tab af muskelmasse), men hvorfor falder muskelens funktionelle funktion hurtigere og mere markant end muskelstørrelsen?
Forklaringen findes i neuronerne. Al muskelaktivitet starter med et signal fra hjernen via det centrale nervesystem, ned gennem rygsøjlen, ud i der perifere nervesystem til musklerne, hvor neuronerne aktiverer musklerne. Neuronernes evne til at aktivere musklerne falder i forbindelse med inaktivitet [14,15]. Dette kan forklares ved, at neuronerne bliver mindre excitable (påvirkelige). Forandringer i den neurale funktion sker mere markant i starten af en inaktiv periode, hvor der efter 1-2 måneder ikke sker det store tab [14,16].
Musklernes kontraktionshastighed (hvor hurtigt en muskel kan trække sig sammen og dermed skabe bevægelse) forbliver ofte uændret eller i enkelte tilfælde stigende [20]. Det skyldes det føromtalte fænomen, hvor muskelfibrene skifter karakter fra type I (langsomme) til type II (hurtige). Den samlede muskeleffekt falder dog uanset om kontraktionshastigheden forbliver eller stiger, da den maksimale muskelstyrken falder drastisk.

Muskeludholdenhed

Ved inaktivitet falder kredsløbets evne til at transportere ilt til musklerne, som skal udføre et givent stykke arbejde. Dette påvirker vores udholdenhed i f.eks. løb, cykling og længerevarende submaksimalt arbejde.
Det er dog ikke kun kredsløbet, som lider tab under inaktivitet, men musklernes udholdenhedsevne reduceres også.
Et generelt fund efter inaktivitet er, at musklernes udholdenhed ved en given arbejdsintensitet er nedsat. Musklers udholdenhed er meget nært knyttet til arbejdsintensitetens relative størrelse i forhold til det maksimale niveau. Hvis musklernes maksimale kraftudviklingsevne falder, vil en given submaksimal arbejdsintensitet udgøre en større relativ andel af det nye maksimumniveau, hvilket forklarer, at udholdenheden falder efter inaktivitet [7].
Det føromtalte fænomen omhandlende fibertypetransformation induceret af inaktivitet kan også bidrage til en forklaring omkring nedsat muskeludholdenhed, da type II fibre (de hurtige) er mindre udholdende end type I (de langsomme).
Kapillarisering af musklerne (mængden af blodkar i og omkring musklerne) falder også i takt med inaktivitetens mængde og varighed [8]. En nedsat kapillarisering medfører en nedsat blodgennemstrømning af muskelvævet, og dermed nedsat mulighed for optagelse af ilt fra blodet til musklerne (a-v iltdifference). Dette kan også medvirke til nedsat udholdenhed i musklerne.
I muskelcellerne findes mitokondrierne, hvor de oxidative processer finder sted, således at musklerne har energi til at udføre et stykke arbejde. De oxidative processer kræver en række enzymer, som katalyserer reaktionerne. Disse enzymer er essentielle i forbindelse med længerevarende arbejde såsom løb, cykling, roning osv..
Musklernes mitokondrielle funktion og indholdet af mitokondrielle enzymer reduceres mærkbart ved inaktivitet. Efter 42 dages sengeleje er der fundet en reduktion i mitokondrievolumen i lårmuskulaturen, såvel som i musklernes oxidative kapacitet [21]. Ligeledes har de-træningsstudierne vist nedsat mitokondriel enzymaktivitet både hos meget veltrænede og moderat trænede individer [22].

Knogler og senevæv

Lige som musklernes grad af proteinsyntese og proteinnedbrydning er afgørende for, om musklerne hypertrofierer eller atrofierer, er det på samme måde med knoglerne, at graden af knogleopbygning og -nedbrydning er afgørende for forandringer i knogledensiteten. Hvis knogledensiteten falder, er man i højere risiko for brud ved fald og andet pludselig belastning på skelettet. Man ved, at mekanisk stimuli på knoglerne er essentielt for at opretholde og opbygge knogledensiteten. Dette ses især på ben og rygsøjlen, når man fjerner tyngdefeltets påvirkning gennem sengeleje og immobilisering. Ved blot 1 uges sengeleje kan man observere øget calciumudskillelse i urin og afføring [12]. Calcium er et mineral, som kroppen optager/udskiller i forbindelse med vedligeholdelse af knoglerne. Øget calciumudskillelse indikerer indirekte øget nedbrydning eller nedsat opbygning af knoglevævet. Knoglerne er mindre plastisk end muskelvævet, og derfor sker ændringer i knogledensiteten langsommere og kan derfor først detekteres efter længerevarende inaktivitet. Man kan dog udlede, at mineraltætheden i underekstremiteterne falder med ca. 2-4 % pr. måned over de første ca. 6 måneders inaktivitet [12]. Herefter opstår der et nyt ligevægts niveau mellem knoglenedbrydning og -opbygning.
Selvom man ikke er ekstrem inaktiv (sengeliggende, immobiliseret, paralyseret mm.), kan man over længere tid (år) opleve nedsat knoglemineraltæthed. Forskellige mekanismer opretholder knoglevævets densitet, såsom dynamisk kraftpåvirkning, høj intensitet, hyppig gentagelse, ung alder og ekspression af østrogen-receptor alfa [23]. Hvis man afholder sig selv fra aktiviteter, som påfører et mekanisk stimuli på kroppen, men man stadig er aktiv, kan man stadig opleve nedsat knogledensitet. Dette sker i takt med, at man bliver ældre og (hyppigst for kvinder som går i overgangsalderen) dermed øger risikoen for osteosporose.
Lige som for musklernes vedkommende er der også store forskelle i, hvor stor nedbrydningen af knoglevæv er i forskellige regioner af kroppen. Generelt er nedbrydningen størst i de store vægtbærende knogler i benene, mens de knogler, som ikke normalt er vægtbærende (f.eks. i armene), vil være upåvirkede eller meget mindre påvirkede af manglende tyngdekraftpåvirkning [7].

Senerne er bindeled mellem musklerne og knoglerne og dets funktion er at overføre kraft mellem musklerne og skelettet.
Man har længe vidst, at senevævets elastiske egenskaber påvirkes af inaktivitet ved at studere dyr. I studier hos unge raske mænd har man observeret, at senevævets stivhed reduceres markant efter 3-12 ugers sengeleje [24,25]. En nedsættelse af senevævets stivhed betyder, at kraftoverførslen bliver langsommere og dermed bliver funktionsniveauet nedsat. Samtidig kan nedbrydningen af senevævet være en potentiel risikofaktor for udvikling af vævsskader ved pludselige eller store belastninger.

Stofskifte
Stofskifte er et begreb som spænder bredt og omfatter alle de kemiske reaktioner, der sker i kroppen – alle de hormoner, hjerne-, tarm- og fedtceller, som regulerer vores helbred, ældringsproces, kalorieforbrænding og kropsvægt.
I dette afsnit tager vi hul på stofskiftet som et begreb for nogle kemiske reaktioner i kroppen, samt begreb for kalorieforbrænding.
Det giver sig selv, at ved inaktivitet er den generelle kalorieforbrænding og dermed kaloriebehov minimalt grundet begrænset fysisk aktivitet. Det energiindtag kroppen har behov for, for at holde de indre organer og musklerne i live, kalder vi for basal metaboliske rate(BMR). BMR varierer fra individ til individ på baggrund af køn, alder, muskelmasse mm., og kan ud fra forskellige formler estimeres. I forbindelse med inaktivitet, jævnfør mekanismer omkring muskelatrofi, formindskes musklernes størrelse. Derfor vil BMR naturligvis også falde.
Insulin er et hormon, som regulerer musklernes optag af glukose fra blodet til muskler, og er væsentligt for regulering af glukosekoncentrationen i blodet (blodsukkeret). Ved blot 1 uges sengeleje og immobilisering nedsættes insulinfølsomheden i musklerne [26,27] og dermed også evnen til at regulere blodsukker [28]. Dette skyldes et reduceret indhold af glukosetransporterende protein i muskelcellerne (GLUT4). Dette er observeret i studier med sengeleje [29], immobillisering [30] og ophør af regelmæssig træning [31]. Lige som kaloriebehovet falder grundet muskelatrofi og dermed muskelmassetab, ligeledes falder kroppens mulighed for at optage glukose i musklerne også.
I længden vil inaktivitet medføre insulinresistens, som bekendt er en risikofaktor for udviklingen af type 2-diabetes og andre livsstilssygdomme.

Sammenfatning
At være inaktiv har konsekvenser for kroppens fysiske funktion i form af reduceret kredsløbskapacitet, muskelfunktion, knogle- og senerobusthed samt reguleringsevne af stofskiftet.
På længere sigt peger inaktivitetsstudierne på nogle risikofaktorer for sygdomsudvikling:

  • Den reducerede aerobe kapacitet, som følger af inaktivitet, kan anses for at være en selvstændig risikofaktor for udvikling af hjerte-/kredsløbssygdomme.
  • Muskeltabet vil bidrage til en dårligere arbejdsevne og et funktionstab.
  • Inaktiviteten medfører et tab af knoglevæv, hvilket kan være en prædisponerende faktor for udvikling af osteoporose.
  • Den observerede insulinresistens kan anses for at være prædisponerende for udvikling af type 2-diabetes.

I et større studie[32], der omfattede 22.528 mænd og 24.684 kvinder i alderen 25-64 år ved baseline, blev der konstateret 7394 dødsfald efter 17,7 år. I undersøgelsen fandt man, at:

  • Fysisk inaktivitet var associeret med større risiko for død af alle årsager, hjertedød og kræftdød hos både mænd og kvinder uafhængigt af overvægt.
  • Fedme er associeret med større risiko for død af alle årsager, hjertedød og kræftdød i gruppen med et lavt fysisk aktivitetsniveau og i grupperne med et henholdsvis moderat og højt fysisk aktivitetsniveau

I rapporten om Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark fra 2006** har man simuleret og udregnet, hvor stor en reduktion man vil opnå i dødsfald af iskæmisk hjertesygdom blandt danskere under 65, hvis (A) ‘alle stillesiddende bliver lettere fysisk aktive‘ og (B) ‘alle der ikke træner hårdt og dyrker konkurrenceidræt øger deres fysiske aktivitetsniveau med ét trin i forhold til kategorierne: træner hårdt og dyrker konkurrenceidræt, mellemhårdt fysisk aktive, lettere fysisk aktive, stillesiddende‘.
Her udregnede man, ved løsning ‘A’ et reduceret dødsfald ved iskæmisk hjertesygdom bland danskere under 65 år på 4-8% (alt efter regnemetode) og løsning ‘B’ på omkring 20%, for både mænd og kvinder.

Her er der kun taget højde for inaktivitetens påvirkning på en enkelt sygdomsgruppe, og den ældre population er ikke medregnet. Man vil formentlig forvente en større reduktion i død forsaget af sygdom, hvis man tog højde for flere sygdomsgrupper og den ældre population. Derudover, kan man se, at hvis alle øger deres aktivitetsniveau, kan man forebygge meget mere. Det vil sige, at selv de lettere fysisk aktive kan reducere deres risiko for dødsfald ved iskæmisk hjertesygdom, og formentlig andre sygdomme.


Referencer
[1] The World Health Organization (WHO). Physical inactivity. The World Health Organization. (WHO). www.who.int/en/
[2] The Center of Disease Control (CDC). U.S. Physical Activity Statistics: Definitions. www.cdc.gov.
[3] Pedersen BK, Saltin B. Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling.
København: Sundhedsstyrelsen; 2004.
[4] Sundhedsstyrelsen. Intensitetsformer. www.sst.dk
[5] Borg G, Perceived exertion as an indicator of somatic stress. Scand J Rehabil Med 1970
[6] Chen MJ, Fan X, Moe ST, Criterion-related validity of the Borg ratings of perceived exertion scale in healthy individuals: a meta-analysis.
[7] Keins. B et al. 2007 Fysisk inaktivitet – konsekvenser og sammenhænge. Motion og Ernæringsrådet
[8] Convertino VA. Cardiovascular consequences of bed rest: effect on maximal oxygen uptake. Med Sci Sports Exerc 1997
[9] Saltin B, Blomqvist G, Mitchell JH, Johnson RL, Jr, Wildenthal K, Chapman CB. Response to exercise after bed rest and after training. Circulation 1968;38(5 Suppl): VII1-78.
[10] Coyle EF, Martin WH, III, Sinacore DR, Joyner MJ, Hagberg JM, Holloszy JO. Time course of loss of adaptations after stopping prolonged intense endurance training. J Appl Physiol 1984;57:1857-64.
[11] Ferrando AA, Paddon-Jones D, Wolfe RR. Alterations in protein metabolism during space fl ight and inactivity. Nutrition 2002;18:837-41.
[12] Bloomfi eld SA. Changes in musculoskeletal structure and function with prolonged bed rest. Med Sci Sports Exerc 1997;29:197-206.
[13] Paddon-Jones D, Sheffi eld-Moore M, Cree MG, Hewlings SJ, Aarsland A, Wolfe RR et al. Atrophy and impaired muscle protein synthesis during prolonged inactivity and stress. J Clin Endocrinol Metab 2006;91:4836-41.
[14] Alkner BA, Tesch PA. Effi cacy of a gravity-independent resistance exercise device as a countermeasure to muscle atrophy during 29-day bed rest. Acta Physiol Scand 2004;181:345-57.
[15] Berg HE, Larsson L, Tesch PA. Lower limb skeletal muscle function after 6 wk of bed rest. J Appl Physiol 1997;82:182-8.
[16] Fitts RH, Riley DR, Widrick JJ. Physiology of a microgravity environment invited review: microgravity and skeletal muscle. J Appl Physiol 2000;89:823-39.
[17] Kristensen J H, Hansen T I. Wasting and training of the human quadriceps muscle during the treatment of knee ligament injuries. Scand J Rehab Med 1985;Suppl 13:1-55.
[18] Gallagher P, Trappe S, Harber M, Creer A, Mazzetti S, Trappe T et al. Effects of 84- days of bedrest and resistance training on single muscle fibre myosin heavy chain distribution in human vastus lateralis and soleus muscles. Acta Physiol Scand 2005;185:61-9.
[19] Hespel P, Op’t EB, Van LM, Urso B, Greenhaff PL, Labarque V et al. Oral creatine supplementation facilitates the rehabilitation of disuse atrophy and alters the expression of muscle myogenic factors in humans. J Physiol 2001;536(Pt 2):625-33.
[20] Trappe S, Trappe T, Gallagher P, Harber M, Alkner B, Tesch P. Human single muscle fibre function with 84 day bed-rest and resistance exercise. J Physiol 2004;557(Pt 2):501-13.
[21] Ferretti G, Antonutto G, Denis C, Hoppeler H, Minetti AE, Narici MV et al. The interplay of central and peripheral factors in limiting maximal O2 consumption in man after prolonged bed rest. J Physiol 1997;501 ( Pt 3):677-86.
[22] Mujika I, Padilla S. Muscular characteristics of detraining in humans. Med Sci Sports Exerc 2001;33:1297-303.
[23] Ehrlich PJ, Lanyon LE. Mechanical strain and bone cell function: a review. Osteoporos Int 2002;13:688-700.
[24] Kubo K, Akima H, Kouzaki M, Ito M, Kawakami Y, Kanehisa H et al. Changes in the elastic properties of tendon structures following 20 days bed-rest in humans. Eur J Appl Physiol 2000;83:463-8.
[25] Reeves ND, Maganaris CN, Ferretti G, Narici MV. Infl uence of 90-day simulated microgravity on human tendon mechanical properties and the effect of resistive countermeasures. J Appl Physiol 2005;98:2278-86.
[26] Mikines KJ, Richter EA, Dela F, Galbo H. Seven days of bed rest decrease insulin action on glucose uptake in leg and whole body. J Appl Physiol 1991;70:1245-54.
[27] Richter EA, Kiens B, Mizuno M, Strange S. Insulin action in human thighs after onelegged immobilization. J Appl Physiol 1989;67:19-23.
[28] Blotner H. Effect of prolonged physical inactivity on tolerance of sugar. Arch Intern Med 1945;75:39-44.
[29] Tabata I, Suzuki Y, Fukunaga T, Yokozeki T, Akima H, Funato K. Resistance training affects GLUT-4 content in skeletal muscle of humans after 19 days of head-down bed rest. J Appl Physiol 1999;86:909-14.
[30] Op ‘t EB, Urso B, Richter EA, Greenhaff PL, Hespel P. Effect of oral creatine supplementation on human muscle GLUT4 protein content after immobilization. Diabetes 2001;50:18-23.
[31] Houmard JA, Tyndall GL, Midyette JB, Hickey MS, Dolan PL, Gavigan KE et al. Effect of reduced training and training cessation on insulin action and muscle GLUT-4. J Appl Physiol 1996;81:1162-8.
[32] Hu G, Tuomilehto J, Silventoinen K, Barengo NC, Peltonen M, Jousilahti P. The effects of physical activity and body mass index on cardiovascular, cancer and all-cause mortality among 47 212 middle-aged Finnish men and women. Int J Obes Relat Metab Disord 2005;8:894-902.